LASTBILKAPACITETEN I USA UNDER PRES

Amerikanske fragtmængder tæt på rekordniveau

2. februar

Den amerikanske økonomi oplever fremgang med stigende handel og godsmængder. Alene i december oplevede detailhandlen en af de hidtil største julehandler, mens den industrielle produktion nåede sit højeste niveau siden 2010. Samtidig er der mangel på kvalificerede chauffører og biler grundet de netop indførte føderale sikkerhedsregler, som bl.a. er med til at reducere antallet af tilgængelige lastbiler.

Dette betyder, at presset på levering af gods er steget kraftigt - primært på de største amerikanske lokationer. Både LEMAN og rederierne har derfor udfordringer med at finde ledige biler og kapacitet. For at sikre den mest fleksible levering anbefaler vi dog, at du får gods leveret i USA via speditører frem for rederier, da den enkelte speditør, herunder LEMAN, naturligvis vil prioritere egne kunder først, når der opstår kapacitetsproblemer.

Vi regner ikke med, at situationen vil stabilisere sig foreløbig. Vi forventer derfor, at prisen på transport i USA vil stige som en konsekvens af ændringerne i udbud og efterspørgsel.

I LEMAN gør vi selvfølgelig vores bedste for at sikre den høje leveringskvalitet, og vi glæder os til fortsat at levere en god service til alle vores kunder.

For yderligere information, venligst kontakt din lokale LEMAN kontaktperson.